2. november 2010

Drøsselbjerg kirke

Løve herred, Holbæk amt

I kirkens våbenhus er opsat en mindetavle "til ihukommelse" af fire sognebørn, der faldt i Treårskrigen.

1. Menig ved 1. Forstærkningsbataljon, 2. kompagni, nr. 186 Christen Pedersen, født 19. februar 1824 i Mullerup, Drøsselbjerg sogn, konfirmeret 1838, såret ved Kolding 23. april 1849, død på Middelfart lazaret 3. maj, begravet på Middelfart kirkegård 7. maj. Søn af indsidder Peder Jensen og Anne Pedersdatter.
Husmand i Mullerup.
Cohen 1849/133: Christian Petersen Mollerup.

2. Menig ved 2. lette Infanteribataljon, 2. kompagni, nr. 134 Christian Hansen, født 15. oktober 1821 på Flinterupgård mark, Store Fuglede sogn, såret ved Fredericia 6. juli 1849, død på Fredericia lazaret 27. juli, begravet på Trinitatis kirkegård 30. juli. Søn af husmand Hans Christiansen og Marie Pedersdatter.
Tjenestekarl i Mullerup.
Cohen 1849/104: Christian Hansen Flinterup.

3. Christen Christensen, født 8. november 1821 i Drøsselbjerg, Drøsselbjerg sogn, konfirmeret 1836, faldet ved Øvre Stolk 25. juli 1850. Søn af husmand Christen Christensen og Margrethe Nilausdatter.
Tjenestekarl på Drøsselbjerg mark.
Ses ikke hos Cohen. Ifølge lægdsrullen for Drøsselbjerg stod han efter 1844 ved forstærkningen, og det er noteret, at han faldt ved Isted.

4. Underkorporal ved Gardehusareskadronen, 2. kompagni, nr. 20 Christen Jacobsen, født 5. oktober 1821 i Mullerup, Drøsselbjerg sogn, konfirmeret 1837, død af tyfus på Augustenborg lazaret 9. november 1850, begravet på Augustenborg kirkegård 12. november. Søn af indsidder Jacob Poulsen og Bodil Jensdatter.
Tjenestekarl på Bødstrup. Mindetavlen henlægger fejlagtigt hans dødsfald til 8. oktober 1850.
Cohen 1850/97: Christen Jacobsen Mullerup (Holbæk amt)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar